Stige køb

Stige køb i Frankrig

Købte stige i Frankrig


I 1968 byggede vi på Skærbækværket den for mig første 150 kV transformerstation. Jeg var startet på værket i 1964 som ung ingeniør, så der var jo ingen grænser for hvad der kunne være sjovt at udvikle af nye ting. Vi startede i sommeren 1967 med at projektere anlægget. Det blev første gang vi opbyggede manøvreanlægget med et krydsfelt som forbandt de udvendige apparater med anlægget inde i manøvrebygningen. Det var utrolig spændende, men det var nu de udvendige stationsanlæg der havde min største interesse.


Der var rigtig mange gittermaster på anlægget, de var, syntes jeg meget ubehagelige at kravle rundt i for vore folk som skulle arbejde i og montere anlæggene. Derfor havde jeg en ide om at man måtte kunne bruge en form for en stige når man skulle op i disse gittermaster. Hvis vi skulle have rigtig meget glæde af sådan en stige, så skulle den kunne nå op i 24 meters højde. Det skal lige siges, at på det tidspunkt var der ingen der havde lifte som kunne sættes på en kran. Det var ikke en tankegang man havde på det tidspunkt, det kom først flere år senere.

Jeg havde en del snak med vores indkøbschef Hans Kongsved om hvor vi kunne finde så lang en stige. Efter nogen snak med forskellige brandværn fandt vi ud af, at der var en fabrik i Frankrig som fremstillede stiger til brandvæsner i de større byer med højhuse. Vi kontaktede firmaet i Frankrig og fik en aftale med dem. De havde lavet stiger i den højde vi gerne ville have som var bygget op omkring nogle hjul så den var til at transportere rundt selv hvor der ikke var så meget plads. Det blev aftalt at Kongsved og jeg skulle ned og se på fabrikken og de stiger de havde lavet.



Turen til stigefirmaet i Frankrig blev en oplevelse som vi på ingen måde havde forestillet os på forhånd, og en tur jeg ikke har glemt sidenhen. Vi kørte i bil, en 2 personers Volvo 544 stationcar nej det var nu mere en varevogns type som vi kaldte for en ostebil (se billedet). Det var en rigtig rumlekasse, når vi kom lidt op i fart så gik luften og rummet i bilen i resonans og det var ikke til at holde ud i ens øre og hoved. Nå men vi kørte meget tidlig om morgenen / natten, stille og roligt ned gennem Tyskland mod Frankrig. Der var ikke så mange motorveje dengang så vi kørte ikke helt så hurtig som man gør i dag. I flere af de nord Tyske byer vi kørte igennem var vejbelægningen brosten som var meget glatte, så der skulle køres forsigtig.  Det var en lang tur så vi skiftedes til at køre 2 timer af gangen.


På et tidspunkt først på aftenen krydsede vi den Tysk Franske grænse. I en lille landsby lige efter grænsen fandt vi et hotel. Vi parkerede bilen og gik ind for at få et værelse. Det lille hotel så noget uhumsk ud så Kongsved ville nu gerne se værelset. Det kunne vi godt, damen viste os op på værelset. Aldrig havde vi set noget så beskidt, håndvasken var møgbeskidt og sengene var uredte. Kongsved gav sig til at skrub grine, vi var jo godt trætte efter køreturen. Det gjorde at den franske dame med fagter og armbevægelser, fik forklaret os at vi skulle gå en tur i en ½ time og så komme igen. Så vil hun ordne værelset imedens. Da vi kom ud af hotellet kunne vi se at det værelse vi skulle have, lå lige over deres kostald. Ganske vist stod der kun to kør der inde, det grinede vi lidt af. Nå men det var jo blevet lidt sent så vi skulle nok ikke begynde at køre videre for at finde et andet hotel at overnatte i. Da vi kom tilbage efter vores gåtur rundt i den lille landsby, så var værelset gjort fint i stand, så vi sov da også godt der efter den lange køretur.


Næste dag skulle vi finde byen og fabrikken der lavede stigerne. Det gik nogenlunde efter at vi var kørt forkert nogle gange. Der var ikke nogle af os der kunne snakke fransk og der var ikke rigtig nogle af dem vi spurte om vej der forstod os. Vi kom til fabrikken hen på eftermiddagen.


Vi blev modtaget af fabrikkens ejer, en ældre mand der viste os rundt på fabrikken og vi så nogle af de stiger de havde fremstillet. Der var også lavet forskellige tegninger til den stige vi event. skulle have lavet. Derefter blev vi præsenteret for ejerens tre sønner. De foreslog et sted vi kunne få et hotelværelse og hvor de ville spise aftensmad med os. Det blev en oplevelse, aftensmaden var ikke noget særlig, men faderen og de tre sønner var glade for vin. Der blev drukket vin som vi danskere aldrig havde set magen til. I løbet af aftenen var bordet vi spiste ved, fyldt med tomme vinflasker. Ved godt midnatstid gled faderen stille men døddrukken ned under bordet. De to af sønnerne hev ham op og satte ham ud i deres bil. De kom hurtig ind og fortsatte med at drikke vin. Hen på de små timer blev vi enige om at nu måtte vi hellere se efter at komme i seng. Ja, men de tre sønner ville sikre sig at vi mødte op på fabrikken næste dag kl. 08,00 for at afslutte en handel. Det blev aftalt, hvorefter de satte sig ud i bilen og kørte.


Næste dags morgen kl. 08,00 var vi på fabrikken hvor faderen og de tre sønner tog imod os og vi fik afsluttet handlen om levering af en 24 meter høj stige som kunne køres rundt.

Nu skulle vi så til at kører hjemad mod Danmark. Men ak, da klokken var ved at være godt 11 om formiddagen kunne vi ikke holde os vogne nogle af os. Så vi kørte ind til den nærmeste by, hvor vi fandt et hotel. De kikkede noget på os to mænd da vi spurgte om vi kunne få et værelse i et par timer der midt på dagen. Men det fik vi, og sov hårdt til kirkeklokkerne uden for vores vindue slog 2 (14,00). Vi sprang op begge to, skrub forvirret. Vi gik ned og betalte for værelset og fortsatte turen nord på.


Da vi kom til Bonn, blev vi enige om at her ville vi finde et sted at spise aftensmad og overnatte. Vi var stadig godt trætte fra aftenen før. Det var mig der kørte ind i Bonn. På et tidspunkt holdt vi ved et lyskryds, det regnede og vejbanen var godt våd. Der var flere vejbaner, og ved siden af os holdt der en ældre bil. Nu var Kongsved ved at vogne op og siger til mig, når der nu bliver grønt lys, så kan du ikke køre fra den gamle bil der. Jo jeg kan da, var mit svar. I samme øjeblik blev der grønt lys, satte jeg spidderen i bund og slap koblingen, med det resultat at bilens hjul snorede rundt på den glatte våde vejbane. Den gamle bil ved siden af os tøffede stille og rolig af sted foran os. Det kom jeg til at høre for på resten af turen.

I Bonn fandt vi et fint hotel, nu ville vi bo ordentlig. Vi gik ned i den fine restaurant på hotellet for at spise aftensmad. Medens vi sad der og spiste, begyndte Kongsved pludselig at grine. Har du set ham den store høj afrikaner der ovre ved et andet bord. Han har åbenbart fået lidt rigelig indenbords, for han kan næsten ikke få sig rejst op fra stolen. Da det endelig lykkede, gik han på den mest besynderlige måde, langt ned i knæ og helt op og langt ned i knæ og igen helt op. Sådan gik han mellem bordene med øjnene stift pegende mod udgangen. Nå pyt vi fik en dejlig middag.


Efter de oplevelser gik vi til køjs og fik en god lang nats søvn og et rigtig godt morgenmåltid at køre hjem til Danmark på. Det var en oplevelsesrig tur som vi efterfølgende ofte har snakket om.


John Rasmussen

den 22 april 2017