Udgivelser

Skærbækfortællinger

Bogen Skærbækfortællinger 9 udkom den 7 november 2020
det er den niende bog i serien Skærbækfortællinger
herunder kan I se lidt om hvad det er for emner vi skriver om i
bøgerne. 


Vil du/I gerne købe Skærbækfortællinger 9 eller en af de tidligere udgivne bøger, så køb den eller dem ved at sende en mail med din bestilling til


john.rasmussen@privat.dk 


eller i forbindelse med handel i

Dag-li’Brugsen i Skærbæk,

hos Billunds Bog-handel

eller SMS din bestilling til Troels Thomsen  på 40 68 51 22 og opgiv din adresse. Betal med MobilePay kr. 130,- pr. bestilt eksemplar. Så leverer vi fragtfrit i Skærbæk og Taulov området. Ved levering længere væk kommer der et forsendelsesomkostninger på.

 

I Skærbækfortællinger 9 fortæller vi om:


Lystsejleren ”Faurby 999” blev et pletskud – hvem skulle have troet, at det var en tidligere kok, der fyrede det flotte ”skud” af? - Hvor mange kender Ingvard Albrechtsens ydmyge første købmandsforretning eller ved, at fiskeeksportør Henning Damkjær også var en dygtig minkavler? – Læs om dem her og se også fortællingen om nogle ”År 0-skærbækkere”, hvis urner er blevet udgravet ved Langelandsvej. De er endnu ikke færdigundersøgt, så arkæologerne finder måske en sammenhæng mellem disse folk og beboerne på den formodede kongsgård ved Energinet – hvem ved?


Vil du vide noget om lodseriet ved Kolding Fjord, så fortæller Eivind R. Kristensen om det, og Svend Hansen beretter om farlige og rørende oplevelser fra 2. verdenskrig som ambulancefører i CivilBeskyttelsens Udrykningstjeneste. – Vi tager dig med til ”Hønborg”og på en sejltur med ”Ingrid”. – Endelig får du fortællingen om opførelsen af Skærbækværket, og hvorfor det kom til at ligge i Skærbæk.

 

I Skærbækfortællinger 8 fortæller vi om:


Hvem kender Kedel 7 på Skærbækværket? Vi tror, det er ganske få – men læs om den gamle kedel og se dig omkring, når du går ”Strandlangs” fra Strandparken til ”Madsens omvej”. På den tur får du fortællinger om de folk, der gennem første halvdel af 1900-tallet byggede deres sommerhuse på og mellem stedets bakker. – Du kommer helt sikkert i godt humør, når du læser om Jens Gibes genvordigheder og vovestykker, som han på forunderlig vis slipper godt fra. – Hvordan var det så at være gårdmandsdatter i 1950’ernes Skærbæk? Svaret giver Britta Høgild, der i billedsprog giver læseren oplevelsen selv at være til stede i det trygge miljø, hvor naturen spillede en afgørende rolle. – Et af Skærbæk Amatør Teaters børn, Eva Pallesen fortæller levende om lange øveaftner, sminkning og uro i maven før en forestilling. Så blev lyset tændt, musikken begyndte - og alt klappede på ingen tid. Vi var færdige, og sodavandene ventede.

 

Hvorfor hedder det ”Stegenavsvej”, ”Madsens Omvej” og ”Hugentorsk”? – Er der ikke noget med fisk med i år? Jo, og de er både røde, blå, gule og grønne. Fortællingen om restaureringen af kirkeskibet i Taulov Kirke vil nok overraske mange. Og lille Hanne måtte helt til Skørping i 1965, da hun skulle behandles for tuberkulose.

 

I Skærbækfortællinger 7 fortæller vi om:


Læs om den excentriske dyrlæge Lindberg, der hjalp folk med at få ”ønskebørn af ønsket køn”,
tag med Hans Dal ned under vandet for at se på stenalderbopladser eller følg den driftige grosserer
Ørums mange projekter. – Energisektoren er i denne bog repræsenteret ved ”Skærgården” og den
dramatiske hændelse i 1966, hvor 167 elmaster væltede henover det sydlige Jylland. – Se hvad Lisbeth Mogensen kan fremtrylle med nål og tråd i ”Fisk og fugle syr man da”, og kør med på den gale bagers tur med de ustyrlige heste. – Motion skal der til, og opførelsen af Elbohallen gavnede børn, voksne og samarbejdet med Taulov. – Vi kikker indenfor hos Skærbæks sidste bondekone, og endelig driver tyvagtige tøser i 1700-tallet gæk med myndighederne – og tænk, de stammede fra Skærbæk.

I Skærbækfortællinger 6 fortæller vi om:


Vidste du, at en skærbækpige nåede OL-finalen i roning i 1976? – at Quorning Bådeværft, der i år har 50-års jubilæum, vandt ”Dansk Design Pris” i 2001? – Læs om den gæve fiskerpige, der efter et USA-eventyr slog sig ned som købmand i byen. – Fjordgaarden blev bygget for 100 år siden; læs om den og familierne Ernst Carlsens og Hans Hansens sommerliv der. – Ikke alt lykkes; men der blev gjort et helhjertet forsøg på at drive en campingplads i Strandparken – og så er der gensyn med ”Frk. Nielsen”, en elsket lærerinde. Der er en fin historie om, hvordan omsorgsarbejdet blev startet i sognet, og vi skal på bundgarnsfiskeri. Skærbækværkets første direktør får lov at slutte bogen.

I Skærbækfortællinger 5 fortæller vi om:


Savværksejer Jens Ottosen var en hæderlig, arbejdsom og iderig mand. Læs om hans arbejdsliv i begyndelsen af det 19. århundrede – og se, hvad han skriver om forholdet mellem Skærbæk og Taulov. - Husker du Elsam’s stærke piger: Sofie, Sue Ellen og Miss Piggy? - Tag på specialtransport med kyllinger i Linds bus eller fordyb dig i murstensfabrikation på Hagenør Teglværk. - Bliv gennemblæst sammen med vore entusiastiske optimistsejlere, og se hvad unge kunstnere fik ud af en dag på Skærbækværket. – Bogen byder også på sære syn som en coaster på land og et gebis i havnen samt et flot lokalt modeshow.

I Skærbækfortællinger 4 fortæller vi om:


Vil du gerne vide, hvordan det var at gå i skole, da der var vandrelærere og lussinger var hverdagskost? – Hvorfor der er en vej, der hedder Ernst Carlsens Vej? – Eller hvordan det føles at blive kapret af et russisk fartøj? Så kan du få svar i denne 4. udgave af ”Skærbækfortællinger”. – Læs også om den unge ingeniør, der måtte gå i ”skyttegrav”, da en lodsejer affyrede advarselsskud og om en særdeles aktiv dame, der bl.a. satte fut i Fiskeriforeningen.
Bogen byder på 50 år med Husholdningsforeningen, et gensyn med Skærbæk Vindmøllelav og KFUMspejderne der i år kan fejre 50-års jubilæum.

I Skærbækfortællinger 3 fortæller vi om:


Kan du huske, da mælken blev bragt til døren, og børnene fik slik udleveret i ”tutter”? Eller den dag, hvor den store olietank sprang læk? – Du kan også læse om den første traktors indtog i Skærbæk, og om hvordan en anden gårdejer havde svært ved at aflægge sig sine hestekommandoer, når han betjente dette nymodens vidunder. – Vidste du, at ”Skjærbæk
Fodtøjsreparationsværksted” lå på Overgade 3, og at der blev syet kjoler ”efter mål” hos ”Søstrene”? – Unge mænd, der fik et par på lampen, så de ikke kunne tygge brød i flere dage, er der også blevet plads til. – Vi kommer tæt på en dame, der sov med fin nathue, vi forsøger at genskabe stemningen ved Musikskolens forårskoncerter – og endelig afslører vi byens spion.

I Skærbækfortællinger 2 fortæller vi om:


Husker du, da Tvind byggede luksusyachten Animos i Skærbæk? — Vidste du, at pioneren
EL Jakobsen, ELSAM var kendt i hele Europa? — Find resterne af de gamle kirkestier på kortet og
gå en tur, køb lækkert oksekød hos slagteren, få skiftet batterier i Dahls Varehus eller lyt med på
naboens telefonsamtaler. Du kan også læse om "gammel" mandegymnastik eller blive inspireret
til en stroppetur rundt om multibanen.

I Skærbækfortællinger 1 fortæller vi om:


Historierne fra Skærbæk fortæller om byen fra fortid til nutid.
Har du hørt historien om Skærbækøksen?

Fagfolk kalder den et pragtstykke af en hjortetaksøkse –
eller beretningen om “Den første skoledag” – fra 1948.
Der er flere historier fra “fiskerhjørnet” og en
barndomsskildring fra egnens dengang
største byggeplads: Skærbækværket – før, under og efter opførelsen.
I dag Cirkus Maskot – i 1950`erne: Tusses Cirkus.
Dette og meget mere indeholder første bog med
fortællinger fra Skærbæk.

Skærbækfortællinger 1 og 2 er udsolgt